Jeg er hende er en fortælling om internaliseret misogyni, voldtægtskultur og om at performe sit køn i en sådan grad, at man ikke længere kan genkende sig selv. Det er et autofiktivt skrig om at være kvinde og mor til døtre.
“Jeg er hende, der elsker Pretty Woman og skråler wild woman do and they don’t regret it hele vejen ned gennem hovedgaden i Vojens, mit største juleønske er Vivians gule walkman, jeg drømmer om den kjole, hun har på til hestevæddeløbet, den brune med de hvide polkaprikker, jeg drømmer om at grine i et hotelbadekar, at dykke ned i boblerne, kærligheden i kysset, kroppen som noget, der kan afkobles.”
I Indrømmelser giver Tina Frank stemme til den privilegiepinlige forbrugers skyldfølelse. Med selvindsigt og ærlighed erklærer art directoren sig skyldig i både at elske og foragte sine privilegier. Hun undrer sig over, hvordan det er muligt at spise chips med dip og binge Netflix i sin sofa, mens andre dør af sult.
“Jeg indrømmer, at jeg ikke kunne overleve i naturen, jeg har ingen praktiske færdigheder, jeg elsker fugle, blomster, grene, jord, jeg har ikke lyst til at bo i en skov, leve fra hånden til munden, jeg vil give mit bidrag til velfærdsstaten, min skat, jeg vil sove i en seng uden myrer, tæger, jeg vil ikke være arbejdsløs, selve ordet arbejdsløs ligger ved siden af ordet livløs, det er ikke rigtigt, det føles bare sådan, mit job er nemt, sjovt, jeg er dygtig til det, jeg elsker mit hus, der er gammelt, smukt og fuldmuret.”
Indrømmelser udkom på forlaget Kronstork i april 2023. Forsideillustration er af Line Toftsø og omslag + grafisk tilrettelæggelse af Clara Birgersson.
Alt det vi fejler er en rå og smuk fortælling om fire generationer. Om omsorg og varme, had og skyld. Om kronisk sygdom, skønhedsoperationer og Vesterhavet.
Med sort humor og kølig poesi undersøger bogen det vi giver videre til hinanden: arv, genetik, sygdomme og en længsel efter at bryde fri. Men er mønsterbrud overhovedet muligt? Og kan vi skille os af med alt det vi fejler?
“Jeg står foran havet. De mørke bølger rammer bredden. Vandet har ingen lyd alene. Jeg ser tilbage mod stien mellem vildroserne. Hyben er rosens frugt. De røde frugter bliver længe efter rosen er visnet. Hyben er fulde af frø. Invasive. Aggressive. De spreder sig uønsket langs kysterne. Nærmest umulige at bekæmpe.”
Øjets Anatomi er en minimalistisk og sanselig roman om frygten for ikke længere at kunne se, om at tage vare på sig selv, og om børneparforholdets op- og nedture.
En ung kvinde mister langsomt synet og forsøger desperat at slippe fri fra sin egen krop, sin genetiske disponering og den hverdag, hun er fanget i. Hun opsøger affærerne og flugten, reflekterer over sit skrantende parforhold og sin ungdom, samtidig med hun forbereder sig på en livsændrende øjenoperation. Med sort humor og præcision går romanen ombord i det fejlfuldendte og undersøger synets præmis – samt sin egen lyst til at sprænge det hele itu.
“Jeg kom op af sengen, af sted på højskole. Jeg adlød min mor selv som nittenårig. Jeg havde en gul ankellang kjole på den første dag. Jeg gik der i fire måneder. Jeg fandt ikke gud. Jeg fandt ud af, at der findes et fad til æg og sild.
Vi spiste frokost hos præsten Poul Dinesen en søndag på hans præstegård. Der stod det, midt på bordet. Poul Dinesen bad bordbøn, de andre bad bordbøn, deres fint foldede hænder. Mine var viklet klodset ind i hinanden som en mislykket fletning. Jeg turde ikke lukke øjnene, jeg turde ikke have dem åbne, jeg kneb dem sammen som et barn, der snyder i gemme. Jeg smugkiggede rundt på de andre, de sad helt perfekt.
Efter bønnen skulle vi spise, æggene var overkogte, blommen var som klumpet mel, der smuldrede i min mund, umulig at synke. Det er skørt, når man tænker over det: at mennesker spiser æg. Det runde fad var symmetrisk, i midten stod en skål med sild, en gaffel stak op, en harpun. Fadet havde fordybninger langs kanten, små ovale huler. Hver hule havde sit eget æg. Fadet var musselmalet, hvidt med små blå blomster.”